JavaScript is disabled in your web browser or browser is too old to support JavaScript. Today almost all web pages contain JavaScript, a scripting programming language that runs on visitor's web browser. It makes web pages functional for specific purposes and if disabled for some reason, the content or the functionality of the web page can be limited or unavailable.

Bokanmeldelse

Ingen selvfølger i barnevernet i et minoritetsperspektiv

Gyldendal

06.12.2017
21.08.2023 17:14

Anmeldt av
Marianne Skytte

Lektor ved Aalborg Universitet København

mailto:skytte@socsci.aau.dk

Om boka

Marianne Rugkåsa, Signe Ylvisaker & Ketil Eide (2017) Barnevern i et minoritetsperspektiv. Sosialt arbeid med barn og familier. Oslo: Gyldendal Akademisk 2017.

Marianne Rugkåsa og Signe Ylvisaker fra Høgskolen i Oslo og Akershus har sammen med Ketil Eide fra Høgskolen i Sørøst-Norge skrevet denne fine 126 siders bog, som et bidrag til en kritisk diskussion af de barneværnsfaglige problemstillinger, der kommer frem i samarbejdet mellem barneværnet og minoritetsetniske familier. Udgangspunktet er, at godt barneværnsfagligt arbejde er at udvikle en praksis, hvor børn og forældre oplever sig mødt med forståelse for de faktisk liv, de lever. En forståelse, der kan skabe grundlag for udviklingen af tillid mellem parterne. En sådan praksis kræver ifølge forfatterne, blandt andet en refleksiv position, hvor man undersøger, hvordan forskellige konkrete forhold og relationer virker ind på menneskers liv. En refleksiv position kræver derfor kundskab om komplekse magtrelationer og kritiske analyser af, hvordan forhold som politik, forskning og fagideologi former den barneværnsfaglige praksis. En overordnet målsætning med bogen er at opfordre socialarbejdere, som arbejder med minoritetsetniske børn og deres familier, til at indtage en sådan kritisk refleksiv position i og til egen praksis.

BOGENS EMPIRISKE UDGANGSPUNKT er hentet fra forskningsprojektet «Barnevern i et minoritetsperspektiv». I projektet har de tre forskere analyseret i alt 160 cases skrevet af erfarne socialarbejdere med udgangspunkt i sager, som de hver især fandt det udfordrende at arbejde med. Socialarbejderne skrev disse cases som led i videreuddannelsen «Barnevern i et minoritetsperspektiv» i 2008 og 2009. Tre af casene er gennemgående i bogen: Amal, der er en 10 årig gammel pige, som bor på institution; Gajrup, der er en dreng på 13 år, der bor hjemme hos mor og fire søskende samt Hana, der er en 17-årig uledsaget flygtningepige (enslig mindreårig) fra Somalia. I analysen af de 160 cases har forskerne identificeret de fremtrædende hovedtemaer, som bogen er bygget op omkring: Omsorgsudøvelse over for minoritetsbørn, diskurser om forældreskab, kulturalisering i barneværnsfaglig praksis samt andetgørelse og diskrimination.

BOGENS ARGUMENTATION er, at socialarbejdere gennem en kritisk tilgang til egen position og praksis kan opdage nye sammenhænge og få ny forståelse af, hvordan komplekse magtrelationer virker ind på menneskers liv. På denne måde kan både socialarbejderes handlerum og familiernes situation fremstå klarere og danne udgangspunkt for gode samarbejdsrelationer. Ved at se sig selv som subjekt i samarbejdet med borgeren bliver man ofte mindre optaget af konkrete sagsforhold. Opmærksomheden flyttes fra en essentialiserende forståelse af diagnose, vurdering og tiltag til en mere kontekstuel forståelse af menneskers liv og handlinger.

EFTER DE TO FØRSTE introducerende kapitler handler kapitel 3 om teorier om magtrelationer og kulturel kategorisering. Rugkåsa, Ylvisaker og Eide arbejder i bogen med en forståelse af kultur som et system af kundskaber, ideer, værdier og regler, der ligger bag, det vi gør, og udtrykkes gennem det, vi gør. Socialarbejdere må derfor hele tiden være bevidste om, at vi alle er kulturelle væsener, som ud fra vore køn, sociale positioner og personlige erfaringer fortolker, vælger og handler indenfor de muligheder og begrænsninger, som hver vores specifikke livssituation tilbyder. Socialarbejdere kan ved at vende blikket mod sig selv, egen profession, rolle og egne arbejdsbetingelser blive mere bevidste om, hvordan de udøver det barneværnsfaglige arbejde påvirket bl.a. af dominerende sociale og kulturelle normer og konventioner.

I kapitel 3 diskuteres også magt og afmagt i socialt arbejde. Og hvordan tilpasning til majoritetens normalitetsgrænser kan forstås som et disciplineringssystem, der er ideologisk forankret og institutionaliseret i en majoritetsetnisk, hvid middelklassediskurs. Det præciseres, at barneværnets klassifikationssystemer påvirker kategoriseringen af klienterne, og at klienterne ’skabes’ med institutionelle identiteter sådan, at de bliver håndterbare for de ansatte.

KAPITEL 4 fokuserer på omsorg: omsorgens kundskabsgrundlag og barneværnsfaglig omsorgspraksis. Minoritetsforældres usikkerhed omkring majoritetssamfundets forventninger til forældreskab og mange forældres oplevelse af magtesløshed i børneopdragelsen er forhold, som kan udfordre socialarbejdere. Her kan en kulturanalytisk tilgang støtte socialarbejdere i at få et blik for barneværnets normative forståelser af barndom og opvækst, og hvordan disse forståelser oftest er knyttet til majoritetens kulturelle værdier.

I KAPTITEL 5 fokuserer forfatterne på hvordan normative vurderinger kan påvirke beskrivelser og klassificeringer af forældreskab. Rugkåsa, Ylvisaker og Eide argumenterer, at færdigheder som associeres med middelklassen, i udgangspunkt er færdigheder som ofte vurderes som ’gode’ og ’normale’ af fagfolk. Middelklassens værdier indtager således hegemoniske positioner blandt professionsudøvere. I analyser af casene ses desuden, hvordan socialarbejdernes implicitte og eksplicitte beskrivelser af ’norskhed’ er centrale for vurderingerne af forældreskab.

Kapitel 4 og 5 inddrager således teorier, der angiver, hvordan klasse, køn og fattigdom på en afgørende måde spiller ind i familiernes liv. Men det vises igennem kapitlernes case-analyser, at sådanne strukturelle forhold forbliver tavse i socialarbejdernes beskrivelser. Derimod står socialarbejdernes kulturelle fortolkninger stærkt i de anvendte cases.

KAPITEL 6 ser i forlængelse heraf på, hvordan kulturaliseringer også kan bidrage til tilsløring af sociale problemer. Kulturalisering er en proces, hvor givne situationer eller problemer fortolkes, forklares og behandles på grundlag af en generaliseret forståelse af kultur. Problemer, der ellers ofte betragtes som sociale problemer, kulturaliseres i arbejdet med minoritetsetniske familier. ’De andres’ kultur ses udelukkende i kontrast til ’det norske’. Minoritetsetniske børns og familiers relationer, tilknytninger og ansvar uden for Norges grænser er nærmest fraværende i casene. Børn og familiers identitet og tilhørsforhold i transnationale relationer får generelt også liden opmærksomhed. Dette gør, at sådanne forhold heller ikke indgår i socialarbejdernes forståelser af familierne.

EN KONSEKVENS AV KULTURALISERING er andetgørelse og diskrimination, hvilket forfatterne har fokus på i kapitel 7. Med andetgørelse forstås processer, hvor en gruppe og dens praksis identificeres med reference til synlige fysiske eller kulturelle karakteristika, og hvor minoriteter moralsk underordnes. Andetgørelse kan bidrage til stereotype og stigmatiserende opfattelser af en given gruppe, der dermed enkelt kan egenskabsforklares. Begrebet racialisering beskriver lignende processer, hvor minoritetsetniske grupper tilskrives mening på baggrund af deres kultur og etnicitet, og hvor man som en konsekvens forstår grupperne med udgangspunkt i dette. Med angivelse af disse begreber diskuterer Rugkåsa, Ylvisaker og Eide centrale dilemmaer i socialt arbejde, idet man med et for ensidigt fokus på ovennævnte undertrykkelsesmekanismer kan komme til at opfatte minoriteter alene som ofre. Når en gruppe defineres som afvigende og hjælptrængende, kan det lede til, at den også selv opfatter sig som afvigende og hjælptrængende. Det bliver nærmest en selvopfyldende profeti. Sådanne processer kan også bidrage til at usynliggøre strukturelle årsager, som reproducerer over- og underordningsforhold, og til at mennesker selv pålægges skylden for sin marginaliserede position.

Men hvordan kan kulturalisering og andetgørelse håndteres anderledes? Frygten for at kulturalisere kan føre til den modsatte tendens - til at vi afkulturaliserer og nærmer os en situation eller et problem uden at være bevidste om eller tage hensyn til kulturelle forhold. Dermed vil én form for endimensionel tilgang blot være udskiftet med en anden – og igen vil vi være i en situation, hvor vi ikke ser eller tager hensyn til at flere aspekter er væsentlige i menneskers liv.

I KAPITEL 8 diskuterer Rugkåsa, Ylvisaker og Eide begrebet kulturkompetence: er det en nyttig position eller en kilde til essentialisering og andetgørelse? Socialarbejdere efterspørger ofte øget kulturkompetence. Forståelsen er ofte, at det er muligt at tilegne sig faktakundskaber om ’de andres’ kultur, kommunikationsformer, opdragelsesstrategier og så videre. Antagelsen er, at en sådan kompetence vil lede til øget sensitivitet hos socialarbejderen. Men er dette nu også rigtigt? Rugkåsa, Ylvisaker og Eide nævner, at et problem er, at kulturkompetencediskurser sjældent inkluderer magtforhold, som altid er en central med tavs dynamik i socialfaglige samspil. Kulturkompetencetænkningen fører desuden ofte til en statisk og endimensionel forståelse af mennesker og kulturer og tilslører dermed forhold som magt, privilegier og andre strukturelle kræfter, som former menneskers liv. Kulturkompetence som tilgang til barneværnets møde med minoritetsetniske børn og deres familier er derfor et tveægget sværd. Det kan føre til bedre kompetence, men det kan også føre til diskrimination og stigmatisering. Forestillingen om, at det er muligt at tilegne sig kundskab om ’de andre’, har ifølge Dean rødder i et instrumentelt kundskabssyn med behov for administrativ kontrol og effektivitet. Rugkåsa, Ylvisaker og Eide argumenterer derfor for en alternativ tilgang, hvor socialarbejderen stræber mod at være bevidst om sin manglende kompetence og snarere søger forståelse for end kompetence om menneskers komplekse liv og handlinger. Den vigtigste kilde til denne form for kulturel kompetence vil altid være den enkelte person eller familie, man samarbejder med. En sådan klientorienteret tilgang muliggør klientens egne definitioner af sig selv og sine problemer. Er man lydhør for klientens stemme, åbner det for alternative forståelser af sociale problemer og synliggør, at mennesker er sammensatte, og at sociale problemer har komplekse årsager.

I KAPITEL 9 illustrerer Rugkåsa, Ylvisaker og Eide, hvordan socialarbejderne i deres kursus’ Barnevern i et minoritetsperspektiv’ har arbejdet med konkrete episoder fra deres praksis gennem kritisk refleksion. Kapitlet gennemgår skematisk, men også med fine detaljer, hvordan man kan arbejde med modellen i grupper på ideelt set seks til otte deltagere ledet af en erfaren gruppevejleder. Det er bare at komme i gang!

Rugkåsa, Ylvisaker og Eide præciserer, at socialarbejdere i en kritisk refleksionsproces skal bruge teoretiske perspektiver og begreber for at kunne udvikle en alternativ måde at forstå sin praksis på. Som det er fremgået af ovenstående, leverer Rugkåsa, Ylvisaker og Eide i bogen selv et kompendie over flere af de teoretiske perspektiver og begreber, som socialarbejdere i en kritisk reflektionsgruppe indenfor barneværn i et minoritetsperspektiv har brug for. Bogen har korte og præcise gennemgange af forskellige centrale tankefigurer og begreber. Og læseren kan via litteraturhenvisningerne selv læse videre, hvis hun ønsker det. Desuden illustrerer Rugkåsa, Ylvisaker og Eide gennem analyser af barneværnsarbejderes cases, hvordan man kan gribe de kritisk reflekterende analyser an.

LENNAR NYGREN UNDERSTREKER i sit ’Etterord: Bortom forenklingen - om kompleksitet i barnevernet’ Rugkåsa, Ylvisaker & Eides pointe ved at foreslå udtrykket ’superkomplekst’ om barneværnets arbejde med minoritetsetniske familier. I dette arbejde må socialarbejdere være lydhøre og reflekterende og have evnen til at håndtere de forestillinger og den frygt, som, forskning viser, kan forekomme hos familierne. Nygren understreger, at en reflekterende tilgang indebærer, at man er åben for alternative tolkninger af situationer og hændelsesforløb – men at det er vanskeligt at indarbejde en sådan åbenhed med dagens stadigt mere rutineprægede styringssystemer i barneværnet. Der er således behov for socialarbejdere med god kundskab og refleksiv kompetence for at udføre det superkomplekse arbejde i barneværnet, men også behov for et barneværn med fysiske, tidsmæssige og mentale rum for kritisk refleksion.

RUGKÅSA, YLVISAKER OG EIDES BOG er en lille perle til udvikling af kritisk refleksivitet i barneværnsarbejdet. Bogen har en dekonstruerende tilgang til alle de normative selvfølgeligheder (tattforgittheter – vidunderligt norsk ord) i barneværnsarbejdet. Her er ingen handlingsanvisende pegefingre. Men utallige gode spørgsmål og oplæg til kritisk refleksion! Der er god brug for bogen på grunduddannelser indenfor barneværn og på videreuddannelser for selv garvede barneværnsarbejdere. Jeg håber, at bogen bliver meget vel modtaget og teksten læst og drøftet igen og igen. Ikke mindst håber jeg, at bogen vil blive anvendt i kritisk reflekterende grupper af barneværnsarbejdere ude i praksis. Der er stort behov for, at barneværnsfaglige ledere skaffer tid, rum og støtte fra teoretisk og praktisk erfarne gruppevejledere, så det bliver muligt for mange at udvikle og forsat vedligeholde et kritisk reflekterende blik på dagens barneværnsfaglige arbejde - ikke mindst i forhold til minoritetsetniske børn og familier.

06.12.2017
21.08.2023 17:14